Prisen for kærlighed

Alt hvad der er værdifuldt i livet gør også ondt at miste. Sorg opstår når vi mister noget der virkelig betyder noget for os. Det kan være at miste en vi elsker, en måde at leve på, noget vi håbede på men aldrig fik, noget vi ikke kan mere, som vi kunne engang.

Sorg er dog ikke en sygdom men en “grundlæggende livstråd der indgår i selve vævningen af vores tilværelse” som Professsor Svend Brinkman så smukt siger.

For de fleste menneske og måske især i vores kultur er det svært at give sig selv og andre lov til at sørge. Sorg bliver gemt væk, vi tager afstand fra det både i os selv og når vi oplever det hos andre mennesker. Det bliver måske betragtet som svagt og negativt. Jeg ser det ofte i min praksis  - den der sørger kommer  til at skamme sig over at sørge, trækker sig fra andre og bliver derved oven i sorgen også ensom.

Selvom sorg kan være uendeligt svært at bære og være i – selvom sorg kan føles som en meningsløs smerte, kan det også ses som værdsættelsen af at vi har haft noget eller en, der betød rigtig meget for os.

Livets skønhed kan ikke skilles fra dets sårbarhed og skrøbelighed. Sorg er at ære det man har elsket, og er en vigtig måde at sætte sig selv fri fra det der var eller aldrig blev. Kun ved at ankerkende sorgen kan vi bevæge os fremad. Det der bliver gemt væk og benægtet for længe forandrer sig ikke. De tårer der får lov til at trille ned af kinderne er med til at give plads for nyt liv.

”Alting har en tid. En tid til at græde og  en tid til at le. En tid til sørge og en tid til at danse” (præd, 3 1-4)